Færøsk regeringsparti står uden formand midt i valgkamp

Endnu et hoved ruller i færøsk politik. Folkeflokkens formand, som har været en del af regeringen, stopper, fordi han føler, at han ikke har opbakning. Sagen bunder i et opgør mellem konservative og liberale holdninger.

Efter kun 237 dage som formand for Folkeflokken valgte Christian Andreasen at kaste håndklædet i ringen. 

Christian Andreasen meddeler, at han stopper som formand for Folkeflokken. Samtidig siger Christian Andreasen, at han stopper i politik.

Længe har der været en strid mellem liberale og konservative kræfter i partiet, og Christian Andreasen antyder også, at det er årsagen.

-Jeg har ikke den nødvendige opbakning i lagtingsgruppen til at lave de ændringer, som jeg mener er nødvendige for partiet. Da det er situationen, er jeg ikke den rette person at stå i spidsen for partiet, siger Christian Andreasen.

Kamp om opstilling

Til folketingsvalget afgjorde partiledelsen, at kun lagtingsmedlemmer og landsstyremænd for partiet skulle stille op til valget. Det vakte opsigt, fordi ingen kvinde var på listen, og det affødte mange negative historier i pressen. 

Dertil spekulerede politiske kommentatorer i, at hensigten opstillingen var at holde Annika Olsen udenfor. Annika Olsen, som hører til den liberale del af partiet, gik imod sit eget parti for et år siden, da hun stemte med oppositionen for at give homoseksuelle mødre flere rettigheder. 

Det udløste en krise i Folkeflokken og i den færøske regering. To landsstyrefolk fra Folkeflokken frasagde sig posten for at komme tilbage i lagtinget for at skubbe Annika Olsen ud. Samme sag har nu et år senere kostet Jenis av Rana fra det kristne Midterpartiet posten som landsstyremand, fordi han ikke ville implementere nogle følgelove. 

Christian Andreasen siger, at opstillingen til folketingsvalget er årsag i et dårligt lagtingsvalg, hvor Folkeflokken kun fik 15 procent af stemmerne i forhold til 23 procent i 2019.

-Årsagerne til tilbagegangen er sikker flere, men især er det opstillingen hos partiet, som blev lavet imod min anbefaling, siger Christian Andreasen.

Krisemøde

Folkeflokken skal sent i dag eller i aften drøfte situationen. Partiet vil ikke komme med så mange kommentarer på nuværende tidspunkt.

-Det er ingen hemmelighed, at vi er kede af, at formanden træder tilbage, siger gruppeformand Beinir Johannesen i en kortfattet meddelelse.

Christian Andreasen overtog formandsposten efter Jørgen Niclasen, der blev taget for spirituskørsel i begyndelsen af året.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer