Et samarbejde mellem nordiske tv-kanaler viser, at 50 russiske skibe er under mistanke for spionage. Et af skibene ligger i dag lige ud for lagmandskontoret i Tórshavn.
Den russiske trawler „Lira“, er en blandt mange russiske skibe, der ligger i Tórshavn i dag. Fra lagmandskontoret kan man se skibet, som ligger under en kilometer derfra.
Det norske sikkerhedspoliti PST mistænker trawleren „Lira“ og søsterskibet „Ester“ for at spionere. Det kommer frem i udsendelsen “Skyggekrigen”.
I november sidste år går det norske politi ombord på skibene, da de ankommer til Kirkenes direkte fra Færøerne. Ombord finder politiet et aflåst rum, hvor der var mistænkeligt udstyr. Udstyret blev fotograferet og sikkerhedspolitiet kom frem til, at udstyret bliver brugt militært.
Et andet skib, „Melcart 5“ ligger på værftet i Tórshavn. Også det skib har vakt mistanke. Denne trawler bliver sat i forbindelse med sabotage mod søkablet mellem Norge og Svalbard.
Den færøske public-service station KVF har kort fra maritime producent Vikmar, som viser, at Lira sejlede udsædvanligt meget syd og nord lige øst for Færøerne i april 2021, hvor søkablet går i land.
Urovækkende
I udsendelsen kommer det frem, at Rusland kortlægger kritisk infrastruktur, som kunne være mål for sabotage, hvis det kommer til konfrontation mellem Vesten og Rusland.
Lagmand Aksel V. Johannesen siger til Kringvarp Føroya, at det kan ikke accepteres, hvis det kan bevises, at russiske skibe spionerer på Færøerne.
– Det er urovækkende. Vi har ikke konkrete beviser for, at det sker på Færøerne, men hvis det sker, så kan det ikke accepteres, siger Aksel V. Johannesen.
Den tidligere landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, siger til Kringvarp Føroya, at han på det første møde i det nye kontaktudvalg i 2021 spurgte PET, om russiske skibe spionerer.
Jenis av Rana vil ikke direkte gengive, hvad PET svarede, men siger, at de nye oplysninger ikke kan komme bag på nogen.
Forsvarsministerbesøg
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen besøgte Færøerne mandag 17. april, og han kunne ved selvsyn iagttage russiske skibe i Tórshavn.
Landsstyret overvejer, om Færøerne skal fortsætte fiskerisamarbejdet med Rusland. Den færøske regering er ved at lægge en sidste hånd på en rapport.
Forsvarsministeren sagde på et pressemøde, at han ikke vil blande sig i, hvilket valg Færøerne træffer.
Handelsrelationer
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen besøgte Færøerne fredag 14. april, og han udtalte sig på samme måde som Troels Lund Poulsen.
Han udtalte yderligere, at omverden lægger mærke til, hvem Færøerne samarbejder med, og det kan have indflydelse på fremtidige handelsrelationer. Det sagde han med en henvisning til, at Færøerne arbejder på en bedre handelsaftale med EU.
Folketingets færøudvalg er på Færøerne 19.-22. april. Deltagerne skal bl.a. besøge Arktisk Kommandos forbindelseselement i Tórshavn og radarkuplerne på Sornfelli-fjeldet samt sejle med inspektionsskibet „Hvidbjørnen“
Facebook kommentarer