Nyt medlem i lagtingets udenrigsudvalg skaber tvivl om radar

Der er ikke enighed i den færøske regering om opstilling af en flyvarslingsradar. Der er heller ikke enighed i udenrigsudvalget, og landsstyremanden skal derfor forvente flere indstillinger. Fremtrædende medlem af Folkeflokken kræver ny handelsaftale med EU.

Formanden for udenrigsudvalget, Bill Justinussen fra Midterpartiet, siger, at han arbejder hen imod, at udenrigsudvalget inden for nogle få dage er færdige med at behandle sagen om en flyvarslingsradar.

Han bekræfter overfor Kringvarp Føroya, at der er mulighed for, at hans partifælle, udenrigslandsstyremand Jenis av Rana, vil få flere anbefalinger vedrørende en militær radar.

Jenis av Rana har i flere omgange rådført sig med udenrigsudvalget, og nu skal udenrigsudvalget komme med en indstilling, efter at forhandlingerne mellem Jenis av Rana og forsvarsminister Trine Bramsen er færdige. Danmark venter på et svar fra Færøerne.

– Vi er ikke komme til nogen konklusion endnu. Vi arbejder med sagen, og giver det den tid, som der er behov for, og så laver vi en konklusion. Derefter vil landsstyremanden få svar, siger Bill Justinussen til Kringvarp Føroya.

Allerede før jul var der antydninger om uenighed blandt regeringspartiernes medlemmer i udenrigsudvalget. Alle tre regeringspartier – Folkeflokken, Sambandspartiet og Midterpartiet – er repræsenteret tillige med de to store oppositionspartier, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin.

Tjóðveldi ønsker at det bliver en færøsk radar.

Handelaftale med EU

Jacob Vestergaard fra Folkeflokken er lige blevet næstformand for udenrigsudvalget, efter at han frasagde sig posten som landsstyremand for udenrigsanliggender under tumulten om et oppositionsforslag, der blev vedtaget om homoseksuelle mødre.

Han sår tvivl om, hvorvidt Færøerne overhovedet har behov for en radar. I hvert fald er russerne ikke Færøernes fjende, har han sagt.

Jacob Vestergaard kræver noget til gengæld, hvis Danmark skal tilladelse til at opstille en radar på Færøerne, som NATO kan bruge. Han nævner en bedre frihandelsaftale med EU som eksempel, fordi de fleste EU-lande er med i NATO.

Jacob Vestergaard bekræfter overfor Kringvarp Føroya, at han godt kan finde på at komme med sin egen anbefaling.

Oppositionspartiet Javnaðarflokkurin har tidligere været fremme med, at sagen skal besluttes i lagtinget og ikke kun i udenrigsudvalget.

DF: Færøerne yder for lidt

Radaren er en del af kapacitetspakken, som blev offentliggjort 11. februar sidste år. Det er forsvarsforligskredsen, som er blevet enige om pakken.

Forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, Søren Espersen, var med til forhandlingerne, og han kan ikke forstå kravet, som Jacob Vestergaard nu kommer med.

– Jeg er meget forundret og lidt chokeret, faktisk, siger Søren Espersen.

Færøerne burde være glade for, at NATO beskytter dem, når Færøerne er medlem i kraft af rigsfællesskabet med Danmark, siger han.

– Det ville være helt uanstændigt at kræve betaling for det. Det sker ikke nogen andre steder. Man kunne vende det om og sige, hvad kan Færøerne gøre mere for NATO, end man gør, siger Søren Espersen.

Russerne støtter Færøerne

Politiets Efterretningstjeneste, PET, udgav 13. januar for første gang en rapport om spionagetruslen mod Danmark og rigsfællesskabet.

PET advarer blandt andet om, at Færøerne skal være påpasselig i samhandelen med Rusland, og ikke gøre sig for økonomisk afhængig af russerne.

Dertil er der fare for, at Rusland vil sætte kiler i rigsfællesskabet og spionere mod Færøerne, når Færøerne forhandler med andre nationer.

Jacob Vestergaard har ikke meget til overs for, at Rusland bliver gjort til en stor fjende. Færøerne har i flere årtier forhandlet med Rusland, både om kvoter og fiskeeksport.

Eksporten til Rusland eksplodere, siden Rusland annekterede Krim i 2014.

– Jeg har forhandlet flere gange med russerne og snakket med russerne mere end nogen fra PET har gjort overhovedet. Jeg kender forholdene mindst lige så godt som dem (PET, red.). Rusland har flere gange været vores støtte. De erfaringer har jeg, og jeg ved ikke hvilke erfaringer PET har, siger Jacob Vestergaard til Kringvarp Føroya.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer