Færøerne frabeder sig turister under genåbning

Turister bør ikke komme til Færøerne inden 30. juni. Det er budskabet fra det færøske landsstyre. Det færøske samfund åbner mere op på grund af lavt smittetal.

Der er kun tre smittede nu på Færøerne med koronavirusset Covid-19. Smitten er derfor under kontrol, og landsstyret vil åbne samfundet mere fra den 4. maj.

Det erklærede lagmanden, Bárður á Steig Nielsen, på et pressemøde torsdag (30. april).

Undervisningen genoptages i skolerne for de ældre klasser – fra 4. klasse op og gymnasierne – i løbet af maj. Offentligt ansatte kan gå på arbejde igen, og små virksomheder såsom frisører, kosmetologer, tandlæger, optikere, køreskoler og fysio- og ergoterapeuter kan åbne igen.

Fra den 4. maj hæves anbefalingen om forsamlingsloft fra10 til 50 mennesker. Afstand på 2 meter skal fortsat følges.

Selv om samfundet åbner igen, så vil man ikke have turister til Færøerne, fordi man vil ikke have, at smitten kommer ind i samfundet igen.

– Til den 30. juni vil vi ikke have, at turister kommer til Færøerne. Smitten er ikke væk. Den kan bryde ud igen, hvis vi ikke passer på, siger Bárður á Steig Nielsen.

Karantæne forbliver frivilligt

Atlantic Airways flyver med nedsat kraft til Færøerne med tre afgange om ugen. Kun danske statsborgere kan rejse til Færøerne.

Hvis man ikke er dansk statsborger, så skal man have en gyldig grund til at rejse til Færøerne.

Der er stort pres på lagmanden for at indføre tvungen karantæne, så man kan åbne samfundet fuldstændigt op igen.

Tidligere lagmand Jóannes Eidesgaard har opfordret til tvungen karantæne. Christian Andrasen, som er lagtingsmedlem for koalitionspartiet, Folkeflokken, efterlyser også tvungen karantæne.

Det ønske vil lagmanden ikke følge.

– Jeg vil hellere have tillid end opsyn. Tillid er ankeret i det færøske samfund. Det er sådan vi har fået kontrol over situationen, siger lagmanden.

Bedre oplysning til rejsende

Epidemikommissionen har ikke hjemmel til tvinge folk i karantæne, når de kommer til Færøerne.

Ifølge oplysningerne, som landsstyret får om de rejsende, så er det mest søfarende, der arbejder ude i verden, læger, folk med arbejdsrelaterede ærinder samt patienter, som behandles på sygehus i Danmark.

Anbefalingen til tilrejsende er at holde sig i 14 dages karantæne i hjemmet og ikke bevæge sig udenfor matriklen. Politiet kan ikke give dem en bøde, hvis de ikke overholder anbefalingen.

Læger er dog undtaget denne regel og bliver testet regelmæssigt.

Opsyn med karantæne

Nu vil man gøre en større indsats for at orientere de rejsende om karantænen og holde bedre opsyn med dem.

-Passagerne, som kommer til landet vil få et dokument, hvor det står, hvordan karantænen fungerer. Man skal skrive under på, at man forstår vejledningen. En læge vil også ringe nogle gange under karantænen for at høre, om de rejsende har nogle symptomer. Det vil vi hellere gøre end at låse folk inde på et hotelværelse i 14 dage, siger Bárður á Steig Nielsen.

Artiklen har også været på Sermitsiaq.ag.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer