Færøerne vil lukke havne for russere

Landsstyret melder klart ud, at Færøerne vil lukke havnene for russiske skibe, hvis EU også gør det. Det kan få store økonomiske konsekvenser for Færøerne.

Lige nu er årstiden ikke den rette for russiske skibe på Færøerne, men i april plejer antallet af russiske skibe at vokse i færøske havne, hvor de bunkrer og omlaster.

Imidlertid er det usikkert, om russiske skibe får lov til at komme i havn på Færøerne. Landsstyret har meldt ud, at man vil stå sammen med Vesten i sanktionerne mod Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Storbritannien har indført forbud for russiske skibe at anløbe havne, og i EU overvejes det samme.

På Færøerne undersøger man i øjeblikket, om et lignende forbud skal gælde for Færøerne

– Udgangspunktet er, at vi er med i de sanktioner, som bliver sat i kraft, siger landsstyremand for udenrigsanliggender, Jenis av Rana til Kringvarp Føroya (Færøernes public-service station).

Hjemmel skal være på plads

Fredag (25. februar) rådførte lagmand Bárður á Steig Nielsen og landsstyremanden sig med udenrigsudvalget om opbakning til landsstyrets linje om sanktionere Rusland sammen med landene i Vesten – og det har de fået.

Opbakningen fra udenrigsudvalget er dog ikke nok. Færøerne er et selvstyrende område i rigsfællesskabet, men har ikke overtaget alle sagsområder, og der er nogle sagsområder, som Færøerne ikke kan overtage.

Jenis av Rana oplyser, at udenrigstjenesten på Færøerne i øjeblikket undersøger, hvad Færøerne selv kan gøre og har hjemmel til.

– Vi skal have lovhjemmel for at sætte de sanktioner i kraft, som vi råder fuldt over, siger Jenis av Rana.

Smyril Line dropper sandsynligvis Sankt Petersborg

På Færøerne har man allerede indstillet sig på at miste store indtægter i Rusland og fra russere på Færøerne.

Færøerne eksporterede pelagisk fisk og laks i 2011 for 2,3 milliarder kroner, som udgør en fjerdedel af Færøernes eksport.

Færøerne har meldt sig parat at boykotte fødevarer til Rusland, hvis det bliver en del af sanktionerne. Den største lakseopdrætvirksomhed på Færøerne, Bakkafrost, har allerede meddelt, at de vil finde andre markeder end Rusland.

Runavík, som har en af de største havne på Færøerne, og som russiske skibe bruger flittigt, vil ikke have russiske skibe. Borgmester Torbjørn Jacobsen siger, at det handler om værdier og ikke penge. Havnen forventer at miste en tredjedel af sine indtægter, skulle sanktionerne blive til virkelighed.

Rederiet Smyril Line, som bl.a. sejler til Hirtshals, mærker også konsekvenserne. Smyril Line overvejer, om de skal stoppe med at sejle med fragt til Sankt Petersborg.

-Det vil tiden vise. Vi må se, hvad der sker med sanktionerne, hvad EU gør og hvad Færøerne gør.

Mette Frederiksen: Vesten står sammen inkl. Færøerne

Statsminister Mette Frederiksen sagde på et pressemøde torsdag i sidst euge (24. februar), at hun havde en klar forventning om, at Færøerne også var med til at boykotte Rusland.

– Det sanktionsspor, vi har valgt at forfølge, er et enigt Vesten. Der forventer jeg selvfølgelig, at det netop er et enigt Vesten, herunder også Færøerne når vi når dertil, hvor det er sanktioner, som også har en relevans i forhold til Færøerne, svarede Mette Frederiksen.

Facebooktwitter

Facebook kommentarer