Lagmanden forventer tættere samarbejde med EU

Lagmand Aksel V. Johannesen forventer, at Færøerne og EU tidligt i 2024 når frem til en hovedaftale, som skal danne fundamentet under et tættere samarbejde mellem Færøerne og EU på adskillige samarbejdsområder  

Lagmand Aksel V. Johannesen er optimistisk efter mødet med kommisionsformand Ursula von der Leyen i dag i Bruxelles. Aksel V. Johannesen og de to andre regeringsledere i Rigsfællesskabet – statsminister Mette Frederiksen og Grønlands landsstyreformand Múte B. Egede – mødtes med kommissionsformanden inden  EU-topmødet i Bruxelles i dag og i morgen.

– Det var et godt møde, hvor vi fik talt generelt om en ny hovedaftale, der skal danne rammen om samarbejdet mellem Færøerne og EU i fremtiden. Vi har i et år arbejdet med et udkast til en aftale, og jeg forventer, at vi har den plads tidligt i 2024, siger Aksel V. Johannesen.

Lagmanden forklarede EU-kommissionsformanden Færøernes situation, hvor der også blev talt generelt om Rusland, som Færøerne i sidste uge forlængede sin fiskeriaftale med i 2024, og som har givet anledning til kritik. Lagmanden lagde vægt på over for Ursula von der Leyen, at den geopolitiske situation medfører, at et tættere samarbejde er af stor betydning. Aksel V. Johannesen påpegede også, at Færøerne har iværksat de samme sanktioner imod Rusland som EU, da Rusland invaderede Ukraine.

– Vi talte generelt, og det er min vurdering, at EU har en reel interesse i at styrke samarbejdet med Færøerne, siger Aksel V. Johannesen.

Fiskeriaftalen med Rusland kan være problematisk

I øjeblikket samarbejder Færøerne og EU på enkelte områder f.eks. inden for handel og fiskeri, men Færøerne har flere gange påvist, at EU har bedre adgang til det færøske marked, end Færøerne har til EU-markedet. Den ny ramme om samarbejdet skal danne grundlag for et tættere og ligeværdigt samarbejde mellem Færøerne og EU – også på adskillige andre områder, som f.eks. digitalisering og grøn energi.

Det er dog et spørgsmål, om lagmandens optimisme kan vare ved, når Færøerne inden for den nye hovedaftale skal til at forhandle en ny handelsaftale med EU. En anonym kilde tæt på EU-kommissionen er mere pesimistisk i sin vurdering og påpeger, at det kan blive svært for Færøerne at opnå en bedre handelsaftale med EU, så længe Færøerne har en fiskeriaftale med Rusland.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har også udtrykt i forhold Færøernes fiskeriaftale med Rusland for 2024, at det kan ikke udelukkes, at en sådan beslutning vil blive bemærket – også uden for Færøerne. Det sagde udenrigsministeren bl.a. i en skriftlig meddelelse til dr.dk tidligere på ugen, hvor han også understregede, at Færøerne siden Ruslands invasion af Ukraine har stillet sig på den rigtige side. Færøerne har klart fordømt Ruslands invasion af Ukraine og har blandt andet iværksat sanktioner og modtaget omkring 200 ukrainske flygtninge, sagde Lars Løkke Rasmussen til dr.dk.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer