To norske selskaber tilbyder at bygge to undersøiske tunneler på Færøerne. Kun 16 millioner kroner adskiller selskaberne.
AF-Gruppen har det lavest tilbud på en milliard og 875,9 millioner kroner. NCC kan bygge tunnellerne for en milliard og 891,4 millioner kroner.
Teitur Samuelsen, direktør for ”p/r Eysturoyar – og Sandoyartunnlar”, siger til Kringvarp Føroya, at selskabets rådgivere nu vil efterprøve, om udregningerne holder. Den med det laveste tilbud vinder udbudsrunden.
Direktøren for p/f Eysturoyar – og Sandoyartunnlar siger også, at målet at arbejdet på selve tunnelen mellem Eysturoy og Streymoy skal starte i år.
Det er Færøernes største byggeprojekt.
Fuld enighed
Alle partier på Færøerne blev i februar 2014 enige om at bygge to undersøiske tunneler på Færøerne. Den ene mellem Eysturoy og Streymoy og den anden mellem Sandoy og Streymoy.
Partierne blev enige pm bl.a. 400 millioner kroner til et offentligt selskab, som skal stå for byggeriet. Selskabet fik navnet ”p/f Eysturoyar- og Sandoyartunnlar”.
Det offentlige vil også bidrage med et årligt driftstilskud på 10 millioner kroner, når begge tunneler er færdigbygget.
Ifølge tidsplanen skal tunnelerne være færdige i 2021.
Teitur Samuelsen siger, at tunnelselskabet kan arbejde mere konkret med finansieringen, nu hvor prisen er kendt.
Finanspolitisk opbremsning kan udskyde tunnel
Finansloven skal fremlægges senest 1. oktober. Der har været tale om at holde igen med offentlige udgifter, da landsstyret har fået flere advarsler om overophedet økonomi. Finansminister Kristina Háfoss (T) vil ikke sige, om en af tunnelerne udsættes.
Henrik Old (JF), landsstyremand for trafikanliggender, siger til Kringvarp Føroya, at det kan blive dyrere at bygge den ene tunnel på et senere tidspunkt, fordi renten er så lav i øjeblikket.
Facebook kommentarer