Endnu et russisk skib på Færøerne ramt af corona

29 ud af en besætning af 77 har corona ombord på det russiske skib Yantarnyy. Personerne er blevet testet positive på Færøerne og nægtes at komme i land. Det er det tredje udenlandske skib på Færøerne, som har coronasmittede ombord.

Den russiske trawler “Yantarnyy” varslede myndighederne inden ankomsten til Kollafjørð 23. august, at to besætningsmedlemmer havde symptomer på coronasmitte.

Alle blev derfor testet. To ud af de 29 smittede er blevet indlagt på hospitalet, oplyser de færøske sundhedsmyndigheder.
Den russiske trawler, Yantarnyy, var også i Klaksvík i juli.

Sidst i juli var der også stort smitteudbrud på to udenlandske skibe henholdsvis et russisk og litauisk, som anløb Klaksvík.

I forvejen ligger tre personer på sygehuset, så der nu i alt er fem indlagte på Færøerne. To laf de indlagte behandles på intensiv afdeling.

– Vi frygter, at der er flere smittede, som har behov for hjælp, og det kan belaste sygehusvæsenet, siger formanden for epidemikommission, Michael Boolsen, til Kringvarp Føroya (færøsk radio- og tv.)

Bør rejse hjem

Landslæge Lars Fodgaard Møller siger, at det optimale ville være at etablere en luftbro til Rusland, så besætningen kan komme hjem med det samme. De færøske myndigheder har dog ingen beføjelser at kræve, at besætningen forlader landet.

Landslægen oplyser, at besætningen er meget samarbejdsvillig i modsætning til de to andre skibe, som blev ramt af corona i juli. Begge skibe valgte at stikke til søs igen.

Ingen nysmittede i tre dage

I begyndelsen af august blev Færøerne ramt af et stort coronaudbrud, som toppede den 5. august, hvor man fandt 38 smittede.

Siden har myndighederne kæmpet med at få smittetallet ned, og det tyder på, at det er lykkedes i første omgang. De seneste tre dage har man ikke fundet nye tilfælde i landet, bortset fra de russiske sømænd og to ombord på færgen Norrøna.

Færgepassagerer isoleret

De to passagerer kom ombord på Norrøna i Hirtshals og er på vej til Island. De er isoleret på færgen. Alle bliver testet inden de tager afsted, og passagerne skal være isoleret til de får svar.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer