USA´s ambassadør: Færøerne bør holde sig væk fra Huawei

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, advarer Færøerne mod at samarbejde med kinesiske Huawei om et 5G netværk.

Færøernes teleselskab, Føroya Tele, er i tæt samarbejde med Huawei om et 5G netværk på Færøerne. Aftalen er ikke underskrevet endnu, men man er kommet langt i forløbet.

Netværket er blevet testet, og det første 5G-opkald på Færøerne blev gennemført 6. juni.

Færingerne vil opleve en opgradering på telenettet, og under testen viste det sig, at 5G-nettet var 10 gange hurtigere end det normale med 4G.

Men det er langt fra alle, som er begejstret for Færøernes samarbejde med kineserne. I USA er man bange for, at Kina på denne måde kan få fat i fortrolige oplysninger.

-Som en NATO-allieret bliver vi nødt til at have sikker og åben kommunikation og udveksling af efterretninger. Kan vi ikke gøre det på grund af Kinas kommunistiske kontrol af virksomheder, så er vi bekymret, siger Carla Sands.

Uvenligt at bruge kinesisk telenet

Carla Sands ‘lader det hænge i luften, at Færøerne i givet fald kan blive lagt på is.

Danmark har et godt samarbejde med USA. Landene samarbejder i NATO og laver militære øvelser sammen. USA vil gerne fortsætte de samarbejde, og lande som bruger oplysninger på en uvenlig måde, bør ikke være involveret, siger hun.

Den amerikanske ambassadør gør meget ud af at sige, at Kina undertrykker sit folk.

-Dette er ikke et land, som respekterer demokratiet, forsamlingsfrihed, religionsfrihed og ytringsfrihed. Der er ikke nogen ytringsfrihed, så deres kontrol med kommunikationen er meget bekymrende, siger Carla Sands.

Manglende beviser

Direktøren hos Føroya Tele, Jan Ziskason, siger til Kringvarp Føroya (Færøernes radio- og tv), at man tager debatten om overvågning meget alvorligt, men han kan ikke uddybe det mere på nuværende tidspunkt.

Færøerne har overtaget handelspolitikken, så det er område, som Færøerne selv bestemmer over. Landsstyremanden for handelsanliggender, Helgi Abrahamsen fra Sambandspartiet, siger, at det ikke er bevist, at Huawei er engageret i spionage. 

-På den anden side ved vi, at Kina har vedtaget en lov, som mere eller mindre pålægger virksomheder at udføre spionage for staten. Det er bekymrende, og vi holder øje med deres fremgangsmåde, siger Helgi Abrahamsen til Kringvarp Føroya.

Danmark holder sig på sidelinjen

I Danmark er 5G-netværket på vej. Det skulle have været i samarbejde med Huawei, men der blev skiftet mening, og leverandøren Huawei blev udskiftet.

Forsvarsminister Trine Bramsen, Socialdemokratiet, siger, at i Danmark var det et kommercielt valg, og Danmark har ikke nogen politisk holdning til, hvad Færøerne gør.

Alligevel minder hun færingerne om at tænke sig godt om.

-Jeg vil sige meget overordnet, at man skal være meget varsom med hvem der sætter sig på den kritiske infrastruktur. Det kan få fatale konsekvenser, hvis nogen, som man ikke ønsker, skal have adgang ens kritiske infrastruktur, som telenettet er, siger Trine Bramsen.

Facebooktwitter
+ posts

Facebook kommentarer